35 gratis kultur arrangementer er os i vente d. 29. - 31. august til Ørestad Kulturdage - Green Living 2014! Nuuuu er der ikke længe til Kick-off på Ørestad Kulturdage - Green Living, og jeg er stolt af det program, som vi sammen kan præsentere.
Jeg føler mig priviligeret over efterhånden at kende så mange af Ørestads lokale kulturaktører, foreninger, erhverv og privatpersoner, der alle sammen arbejder for kulturlivet i Ørestad. Jeg kan mærke, at de kulturelle aktiviteter, som de lokale aktører har skabt, og som lige nu bare venter på kick-off engagerer aktørerne ekstra meget i vores bydel på en personlig måde. Det skaber sammenhold, ansvar for vores bydel og et solidt fundament for Ørestad Kulturdage fremover.
Så er du til MC Einar og KunTakt, Waterballz, kajaktræning, urban farming, byhonning eller vilde urter? Har du undret dig over hvordan, et førerløst tog fungerer, og hvem der sidder bag ’kulissen’ og får hele metrosystemet til at klappe? Eller vil du høre hvordan, man genbruger shipping containere til at skabe bæredygtige boformer?
Så tag din nabo under armen og kom til Ørestad Kulturdage - Green Living d. 29. - 31. august 2014. Du kan se hele programmet her: www.orestadkulturdage.dk
Jeg synes det er fedt, at Kulturdagene i år er en del af Sharing Copenhagens officielle program for den Blå og Grønne by. For Ørestad har så mange konkrete eksempler på både kulturel, social og miljømæssig bæredygtighed. Tag bare vores avancerede og smarte kanalsystemer eller et af verdens grønneste hoteller - nemlig Crowne Plaza, hvor al restmad bliver lavet om til biogas. Et arrangement jeg glæder mig rigtig meget til, er Børn Bygger Ørestad skabt af Bibianna Danmark. Her bliver det børnenes tur til at være byplanlæggere i Ørestad og få indflydelse på deres egne fremtidige byrum. Bibiana Danmark laver en stor arkitekturworkshop for børn og voksne i Byparken i det store telt kl. 11.00 – 14.00. Børnene vil blive guidet i at fremstille modeller over temaerne: Min Drømmeskole, Dyr i Byen, Byens Tage, Fremtidens Bolig eller Bibiana Børnekulturhus.
Shaping livable cities er et arrangement, som jeg glæder mig særlig meget til. JCI Ørestad indbyder i samarbejde med Ramböll og CPH Containers til foredrag og rundvisning hos Ramböll. Ramböll lægger ud med et foredrag om grøn byplanlægning, hvor du har mulighed for at høre om tankerne bag byudvikling med udgangspunkt i bæredygtighed. CPH Containers fortæller herefter hvordan, de genbruger shipping containere til at skabe en bæredygtig boform i tråd med deres motto som er ”billigt bæredygtigt byggeri”. Det foregår fredag d. 29. august kl. 15.00 – 19.00 hos Rambøll, Hannemanns Allé 53, 2300 København S.
I år vil vi gerne dokumentere Kulturdagene på en mere legende og interagerende måde. Det gør vi igennem vores instagram konkurrence. Så er det dig, der tager de bedste billeder af byliv i Ørestad? Så vær med i konkurrencen hvor vinderen får gavekort til Cafe 8tallet. Konkurrencen sættes i gang af Gitte Stark, der er lokal beboer i 8tallet og kendt for sine poetiske instagram billeder fra bl.a. Kalvebod Fælled. Måske du følger hende allerede? Under kulturdagene vil dine billeder blive transmitteret direkte på ’Mosaikken’ på Ørestad Bibliotek, når du hashtagger #ØX14.
Du kan øve dig allerede nu, ved at hashtagge dine bedste ørestadsbilleder. Ørestad Kulturdage handler netop om at skabe liv og aktivitet på gadeplan, så du har alle muligheder for at få gode billeder i kassen under Ørestad Kulturdage.
Der vil være præmiereoverrækkelse ved Gitte i umiddelbar forlængelse af Søfesten i Ørestad Syd søndag d. 31. august kl. 16.00 på ’halvøen’ på Robert Jacobsens Vej.
Det er da et ret spændende program, synes du ikke?